Castillo Alaró

Udgangspunkt: Restauranten Es Verger.

Parkeringsmulighed: Parkeringspladsen ved udgangspunktet.

Turens varighed: Turen op til borgruinen tager ca. 3/4 time og turen ned derfra til Es Verger tager ca. det samme. Samlet gåtid: Ca. 2 timer.

Turens længde: Ca. 5,4 km.

Sværhedsgrad: Stien er nem at finde, og bortset fra at turen op kan være lidt anstrengende, byder turen ikke på særlige vanskeligheder.

Højdemeter: Fra Es Verger til ruinen: ↗ 458 m ↘ 290 m | Hele turen: ↗ 765 m ↘ 765 m

Højeste punkt: Puig d'Alaró, 825 m.

Kort: F.eks. Freytag & Berndt WK E1 Mallorca - Tramuntana i målestoksforhold 1 : 50:000.

GPX-fil: Turen til Castillo Alaró

Højreklik på linket og vælg "Gem link som...", så har du helt styr på, hvor filen gemmes på din PC/Tablet (anbefales). Den gemte fil kan så f.eks. importeres til et program eller en tjeneste, der kan læse gpx-filer.


Om turen

(marts 1997)

Kommer man fra Palma og kører i retning mod Sóller, skal man inden tunnelen og den gamle pasvej dreje af mod Orient, som blot passeres. Kort før selve byen Alaro går en smal vej næsten helt op til borgruinen, det sidste stykke af vejen, er der kun grusvej. Vejen er meget smal og stejl, og kun visse steder kan to biler passere hinanden. Det er muligt at parkere bilen ved restauranten Es Verger, som især i weekenden er velbesøgt af den lokale befolkning.

Sporet til venstre følges op mod borgen. En stor åben plads, der anvendes som parkeringsplads passeres på vejen. Herfra følges en sti til venstre for en mur. Stien er her afmærket med en gulmalet pil. Kort før borgen deler stien sig i to. Tag stien til venstre (det giver sig selv), - den anden anvendes til turen ned.

Der er kun én vej, som fører til borgruinen. Det sidste stykke er trapper, og man kan kun komme ind gennem porthuset. Borgen har i sin tid dækket det meste af klippen, og man kan godt se, at det har været et imponerende forsvarsværk. På det højeste punkt ligger en lille bar/restaurant, hvor man kan nyde en forfriskning (lukket tirsdage).

Turen ned er ukompliceret, - fra borgruinen skal man ud gennem porthuset og ned ad trapperne, indtil man kommer til det sted, hvor stien delte sig på vejen op. Nu tages den venstre gren, som er afmærket "Alaró a pie". Et stykke længere nede tages sporet, som fører tilbage til Es Pouet.

Restauranten Es Verger er kendt for sine lammeretter. Den har en meget charmerende rustik indretning og som tidligere nævnt, er den velbesøgt - også af lokale. Det kan være umuligt at finde parkeringsplads deroppe i weekenden. Tag kontanter med hvis du vil spise/drikke på restauranten - der tages ikke imod kreditkort.



1 / 2
Udsigt mod restauranten Es Verger fra borgruinen Castillo Alaró.
2 / 2
Udsigt fra P-pladsen ved Es Verger op mod Castillo Alaró.


Opdateret: 13-04-2021