Turen til Maboge

Udgangspunkt: Rue Bon Dieu de Maka i La Roche.

Parkeringsmulighed: Masser af parkeringspladser i La Roche (på nogle pladser skal der betales). Du kan downloade et bykort i pdf-format fra turistkontorets hjemmeside, hvor alle P-pladserne er vist (Se efter 'Plan de la ville' i menuen til venstre på siden).

Turens varighed: Ca. 4 timer uden pauser.

Turens længde: Ca. 13,3 km.

Sværhedsgrad: Fra let til middelsvær. Det er kun det sidste stykke ned mod Maboge, som kan være lidt vanskelig - især hvis det er dårligt vejr.

Højdemeter: ↗ 540 m ↘ 540 m

Højeste punkt: 417 m. Markeret med pil på kortet til venstre.

Kort: Vandrerkort La Roche en Ardenne i målforholdet 1 : 25.000. Kortet koster € 7,00 (2017) og kan købes hos Syndicat d'Initiative, Place du Marché, 15 (turistkontoret). Kortet dækker 10 afmærkede vandreture på i alt 130 km.

GPX-fil: Turen til Maboge

Højreklik på linket og vælg "Gem link som...", så har du helt styr på, hvor filen gemmes på din PC/Tablet (anbefales). Den gemte fil kan så f.eks. importeres til et program eller en tjeneste, der kan læse gpx-filer.


Om turen

(juli 2002)

Da vi boede på campingpladsen, som vi har beskrevet andetsteds her på Vandreturen, så "hoppede" vi på rute 5, der hvor den krydser Rue de Houffalize. Fra dette udgangspunkt og indtil byen, er der en fin udsigt over dalen, floden og slottet m.m. Det varer en lille time at gå denne del af turen indtil det "rigtige udgangspunkt for turen": Rue Bon Dieu de Maka.

Fra Rue Bon Dieu de Maka starter den første egentlige stigning på turen ad almindelig landevej, og efter en times vandring nås turens højeste punkt, hvor man er kommet ud i det åbne landskab.

Nu går vi mod nord og begynder dermed turen ned til Maboge. Det er turens absolut stejleste stykke. Terrænet falder ca. 140 m over en strækning på ca. 0,5 km, og her er det godt at have sine vandrerstave med sig. Det er det eneste stykke på turen, som berettiger betegnelsen middelsvær - vær især forsigtig i dårligt vejr! Vi stod i lang tid på broen over floden og iagttog de mange kajakker, som starter herfra og tager turen nedad Ourthe til La Roche.

Fra Maboge går det svagt opad på landevej, indtil vi går ind på skovvejen, hvorefter det med god stigning går ad skovvej og -sti til Borzée (restaurant). Efter Borzée går det endnu en smule op, men derefter hovedsagelig ligeud og nedad. På de sidste par hundrede meter ned til landevejen Rue de Houffalize går det stejlt nedad af sti kantet med gyvel.

Ruten er i alt 13 km lang og på kortet er den klassificeret som svær, hvilket vi synes er noget af en overdrivelse i henhold til den måde, vi klassificerer turene på. Der er kun en rigtig stejl nedstigning, og det er den ved Maboge, men den kan selvfølgelig også være farlig, hvis man ikke passer på.


Fotos fra turen

Klik på et foto for at få vist en stor udgave.


Udsigt 
                     ind over La Roche-en-Ardenne med den gamle borgruin. Panorama over 
                     Cresse du Corbeau og Lohan ved en bugtning på floden Ourthe. Campingpladsen 
                     til venstre er 'Lohan' og den til højre i det fjerne er 'Floreal La Roche'.
×

Opdateret: 09-12-2017