Tur til Pfälzer Hütte ad Fürstin-Gina-Weg

Udgangspunkt: Sareis - kabinebanens bjergstation.

Parkeringsmulighed: Parkeringsplads i Malbun.

Turens varighed: Ca. 3 timer og 45 minutter uden pauser. Afsæt gerne 6 - 7 timer til hele turen, så er der tid til frokost og andre pauser.

Turens længde: Ca. 11 km.

Sværhedsgrad: Middel. Der er et par steder med over 50% stigning og 30% fald, men ellers byder turen ikke på særlige vanskeligheder.

Højdemeter: ↗ 602 m ↘ 927 m

Højeste punkt: Augstenberg, 2359 m.

Kort: F.eks. Kompass Wanderkarte - K21 Feldkirch - Vaduz i målforhold 1:50.000.

GPX-fil: Turen Pfälzer Hütte

Højreklik på linket og vælg "Gem link som...", så har du helt styr på, hvor filen gemmes på din PC/Tablet (anbefales). Den gemte fil kan så f.eks. importeres til et program eller en tjeneste, der kan læse gpx-filer.

Malbun

Malbun, fredag d. 24 juli 2015


Om turen (24/7 2015)

Vi havde base i Feldkirch, Østrig, da vi gik turen i sommeren 2015. Det tager omkring 1 time i bil at nå fra Feldkirch til Malbun, som er udgangspunktet for turen. Gør turen i højt og klart vejr. Vi har før måttet vende bilen, da vi nåede Triesenberg, det blev simpelt hen for tåget.

Der er en kæmpe parkeringsplads i Malbun i forbindelse med bjergbanen, så det er relativt nemt at finde en plads, hvis bare man er villig til at gå et lille stykke.

Det tager kun nogle få minutter at komme med banen op til udgangspunktet ved Sareis.

Det er dejligt afslappende at gå på bjergryggen og nyde den pragtfulde udsigt til begge sider - Malbun mod vest og Nenzinger Himmel i Østrig mod øst. Efter ca. 2,5 km kommer den skrappeste stigning på hele turen. Du skal overvinde ca. 300 højdemeter på en strækning over ca. 500 meter - det kan godt være lidt hårdt - men dejligt, når du er oppe.

Efter 4 km begynder det at falde stejlt (20 - 30%) den sidste km ned til Pfälzer Hütte, som nås efter 5 km herlig vandretur. Her kan du f.eks. nyde en velfortjent frokost, inden du begiver dig ud på den sidste strækning, som for det meste bare går jævnt nedad og ikke byder på vanskeligheder af nogen art.


1 / 7
2 / 7
3 / 7
4 / 7
5 / 7
6 / 7
7 / 7


Opdateret: 10-01-2018