Ermita de Betlem

Udgangspunkt: P-plads kort før Betlem.

Parkeringsmulighed: Parkeringspladsen ved udgangspunktet.

Turens varighed: Turen op til Ermita de Betlem tager ca. en time og tilbageturen til udgangspunktet ca. 45 minutter. Samlet gåtid: Ca. 1 time og 45 minutter.

Turens længde: Ca. 6,3 km.

Sværhedsgrad: Let. Stien er afmærket og nem at finde, og stigningsgraden på det meste af sporet er moderat. Turen byder ikke på nogen særlige vanskeligheder.

Højdemeter: ↗ 316 m ↘ 316 m

Højeste punkt: På ruten er det ved Font des Ermita, 294 m. Ellers Puig d'en Coassa, 320 m.

Kort: F.eks. Kompass Wanderkarte nr. 230, Mallorca i målestoksforhold 1 :75.000.

GPX-fil: Turen til Ermita de Betlem

Højreklik på linket og vælg "Gem link som...", så har du helt styr på, hvor filen gemmes på din PC/Tablet (anbefales). Den gemte fil kan så f.eks. importeres til et program eller en tjeneste, der kan læse gpx-filer.


Om turen

(marts 2004)

For at komme til udgangspunktet for turen køres ad vej C 712, og der drejes af mod Colonia de Sant Pere ad vej PM-333. Efter ca. 5 km drejes mod Betlem; nogle få hundrede meter før byen er der en P-plads på venstre side af vejen.

Det er forholdsvis nemt at finde stien, som er mærket med en lille stenvarde. Ret kort efter starten er der en dyb brønd omgivet af en høj stenmur. Stien eller sporet løber til højre for nogle småbygninger til en gård.

Et kvarters gang efter gården begynder det at gå jævnt opad og efter passage af en stor mur flader stien lidt ud ved begyndelsen af en dyb dal. Den godt tiltrampede sti følges op gennem denne vilde dal. Sporet stiger nu moderat i zig-zag, indtil den brede øvre dal nås. Man går igennem nogle åbninger i et par mure og fortsætter videre opad i moderat stigning indtil en stor indkørselsport nås efter passage af en bæk. Gå til venstre ad sporet - ikke gennem porten - for at nå kilden, som ligger mindre end 5 minutters gang fra hovedindgangen til klosteret. Kilden er overdækket og lukket inde bag jernlåger.

I godt vejr (=god sigtbarhed) er det en udmærket idé at begive sig helt op til toppen af Sa Coassa (322 m høj), hvor der skulle være en fantastisk udsigt over Alcudia bugten og helt op til øens nordligste punkt Cap de Formentor. Da vi besøgte stedet var der noget diset, så den udsigt blev ikke til noget - men det var nu en god tur alligevel!

Forlængelse af turen

Turen kan forlænges via Puig de Xoroi (489 m høj) til Ferrutx (522 m høj). Den forlængelse vil tage ca. 2 timer hver vej - måske en anelse mindre på tilbagevejen.

En mulighed er selvfølgelig også at starte sin tur fra Ermita de Betlem - der er faktisk en lille parkeringsplads ved klosteret.



1 / 7
Kort efter udgangspunktet, hvor terrænet begynder at se lidt mere vildt ud.
2 / 7
Vi er i begyndelse af den "vilde" dal. Vi sigter mod knolden øverst til højre på billedet.
3 / 7
Vi nærmer os den øvre dal.
4 / 7
På vej ind i den øvre lidt 'venligere' dal.
5 / 7
Ermita de Betlem. Der er nu en 10 - 15 minutter tilbage af turen.
6 / 7
En af de mure der passeres undervejs. Vi er på vej ned.
7 / 7
Her fås et godt indtryk af stiforløbet i den 'vilde' dal.


Opdateret: 05-11-2017