Udgangspunkt: En
af de tre viste parkeringspladser.
Parkeringsmulighed: P-plads Frederik VII's vej:
GPS: N55° 53.672' E12° 22.369'
P-plads ved Stumpedyssevej/Krudthusvej:
GPS: N55° 53.221' E12° 23.556'
P-plads Løjeltehus:
GPS: N55° 54.032' E12° 24.351'
Turens varighed og længde:
Grøn rute (1 km tur/retur): 15 - 20 minutter
Gul rute (2,4 km tur/retur): 35 - 50 minutter
Rød rute (1,2 km tur/retur): 15 - 20 minutter
Orange rute (3,5 km): 50 - 70 minutter
Lilla rute (2,7 km): 55 - 60 minutter
Sværhedsgrad: Let. Ruterne er ikke afmærket alle steder,
men der hvor de er, er det gjort med gule pletter på træerne.
Tager man turen rundt om Storedam, så tilrådes det at bære
ordentligt fodtøj, fordi stien på begge sider kan være temmelig
våd og blød, især efter regn. Går man turen i sko må man være
forberedt på at få våde fødder
Højdeforskel: På alle ruter ubetydelig, max. 10 m.
Kort: Naturstyrelsens vandrefolder nr. 9/2015: Tokkekøb
Hegn.
GPX-filer: Rød rute
Orange rute
Lilla rute
Gul rute
Grøn rute
Højreklik på linket og vælg "Gem link som...", så har du helt styr på, hvor filen gemmes
på din PC/Tablet (anbefales). Den gemte fil kan så f.eks. importeres til et program eller en
tjeneste, der kan læse gpx-filer.
Navnet Tokkekøb nævnes første gang i 1582, men hvor det stammer
fra, og hvad det betyder vides ikke med sikkerhed. Skoven har
også heddet Lereltevang (1820) og netop navnet Lerelte bruges i
mange af stednavnene i skoven, f.eks. kaldes den vrangede bøg,
som står hvor Stumpedyssevej fører ud af skoven mod øst for Lerelte
bøgen (ca. 500 m øst for P-pladsen).
En vranget bøg er betegnelsen for et almindeligt bøgetræ, som har
en genetisk defekt, der gør at træet får et specielt udseende.
Det er ikke en speciel art.
Lerelte var et navn på en bebyggelse som Kirkelte og Høvelte.
Byer med et navn, som ender på -elt, -holt eller -rød stammer
fra tidlig middelalder (1200 - 1300). Elt og holt betyder skov
og rød betyder rydning.
Man får helt forskellige oplevelser med
hjem afhængig af både årstid og tidspunkt på dagen. I skumring og
tusmørke har man om sommeren mulighed for at se aktive flagermus,
og der er gode chancer for at høre rådyr. Der er størst chance
for at se rådyr i sommerperioden, hvor bukkene er mest aktive.
Om efteråret er der mulighed for at se fiskeørnen over Store
Donsedam, som naturligvis specielt tiltrækker mange vandfugle,
specielt ænder og blishøns og i maj ruger knopsvanen på sine æg
tæt ved bredden af dammen.
Langs de ruter, som redaktøren har foreslået, findes en række bål- og
grillpladser, som er til fri afbenyttelse. Den på Den Landfaste
Holm og ved Dæmpegård kan anbefales.
Man kan ikke nævne Tokkekøb Hegn uden også at nævne de mange
dysser, som man kan se i skoven. Den fredede Dæmpegårdsdysse
eller Kongedyssen, som den også kaldes, fordi Kong Frederik VII
udgravede og undersøgte den i 1860, er en meget velbevaret
langdysse fra stenalderen omkring år 3.400 f.Kr.
Opdateret: 27-04-2024