Turen til Petit Halleaux - Beausaint

Udgangspunkt: Rue Vieille Route de Beausaint - Rue Corumont.

Parkeringsmulighed: Masser af parkeringspladser i La Roche (på nogle pladser skal der betales). Du kan downloade et bykort i pdf-format fra turistkontorets hjemmeside, hvor alle P-pladserne er vist (Se efter 'Plan de la ville' i menuen til venstre på siden).

Turens varighed: Ca. 3½ time uden pauser.

Turens længde: Ca. 11,5 km.

Sværhedsgrad: Fra let til middelsvær. vejr.

Højdemeter: ↗ 543 m ↘ 543 m

Højeste punkt: Croix de Beausaint (385 m).

Kort: Vandrerkort La Roche en Ardenne i målforholdet 1 : 25.000. Kortet koster € 7,00 (2017) og kan købes hos Syndicat d'Initiative, Place du Marché, 15 (turistkontoret). Kortet dækker 10 afmærkede vandreture på i alt 130 km.

GPX-fil: Turen til Petit Halleaux - Beausaint

Højreklik på linket og vælg "Gem link som...", så har du helt styr på, hvor filen gemmes på din PC/Tablet (anbefales). Den gemte fil kan så f.eks. importeres til et program eller en tjeneste, der kan læse gpx-filer.


Om turen

(juli 2002)

På turens første 1,5 km er der nogle steder en stigning på over 30% - det er pænt stejlt. Stien hedder i øvrigt Chemin des Morts (de dødes sti). Ad denne stejle sti blev Harzé familiens (lokal herremand) afdøde båret til kirkegården i Beausaint. Så slap familien for at betale penge for passage af La Roche.
Stien er flere steder kantet med høje gyvelbuske. Husk at nyde de mange panoramaudsigter på den første del af turen.

Det går nu nedad på bred skovvej til 220 m højde over en strækning på ca. 1 km, så meget svagt opad på den næste km på stærkt befærdet hovedvej indtil campingpladsen ved Vecpré nås.

Fra Vecpré går det igen stejlt opad fra ca. 240 til 340 m højde ad god sti gennem skoven indtil denne sti mødes med landevejen fra Petit Halleux. Ruten forløber herefter hovedsagelig nedad indtil bækken Gué krydses efter 2 km i ca. 260 m højde.

De næste 1,5 km går opad, - de første 250 m ad meget stejl sti igennem den sidste del af skoven indtil turens højeste punkt ved Croix de Beausaint nås.

Resten af turen går ad mark- og landevej indtil udgangspunktet - hovedsagelig nedad på en strækning over 2,5 km.

Den flotteste strækning på turen er uden tvivl stykket mellem campingpladsen ved Vecpré og Croix de Beausaint, hvilket også er den hårdeste del. Ruten er i alt 11,5 km lang og på kortet er den klassificeret som svær, hvilket må siges at være en overdrivelse. Det farligste ved turen er den 1 km lange strækning ad hovedvejen - ellers er sti og vej ikke risikobetonet.


1 / 4
Borgruinen i La Roche-en-Ardenne.
2 / 4
Harzé. Vi går på den stejle sti ved navn Chemin de Morts (De dødes Sti).
3 / 4
Fond de Pouhou. Pouhou betyder ørneugle (= stor hornugle) på Wallonsk. Ørneuglen er afbildet i greverne af La Roche's våbenskjold.
4 / 4
Ved Croix de Beausaint.


Opdateret: 13-04-2021