Blankenburg, som fyldte 800 år i 2012, ligger i den nordøstlige
del af Unterharz ca. 15 km sydøst for Wernigerode og 18 km vest
for Quedlinburg.
Rådhuset (markøren på kortet), som første gang nævnes i 1442, bidrager markant til indtrykket
af markedet i den gamle bydel. Bygningen er blevet ændret flere
gang i tidens løb, så flere arkitektoniske stilarter påvirkninger fra
flere epoker er genkendelige.
Som i andre byer i Harzen findes også i Blankenburg smukt
dekorerede bindingsværkshuse fra flere århundreder. De ældste huse
er fra det 15. århundrede. Fine repræsentanter for disse nænsomt
restaurerede huse kan ses i Langen Straße, Krummen Straße og Bäuerschen
Straße.
Regenstein
Vi besøgte først og fremmest Blankenburg i april 2016,
fordi vi ville se borg- og fæstningsruinen Regenstein, som ligger ca. 3 km
nord for byen.
Regenstein er svær at undgå at få øje på, når man nærmer sig byen
fra nord, øst eller syd, fordi den ligger på en høj sandstensklippe,
der på nordsiden har et næsten lodret fald på 80 m.
Resterne af den daværende borg som første gang er nævnt i 1169, indeholder
endnu i dag 32 i sandsten udhuggede rum og render/grøfter, som
for størstedelens vedkommende kan besigtiges den dag i dag. I middelalderen
havde borgen mange bygninger, fire porte og syv tårne.
Borgen henlå i ruiner fra omkring midten 15-tallet, og indtil preusiske
soldater i 1670 udbyggede Regenstein til en fæstning. I 1757 besatte
franske troppper Regenstein, men et år senere indtog preuserne igen
borgen, og muranlæggene blev nu befalet ødelagt af Friedrich II,
så fjendtlige tropper ikke igen kunne besætte og fastholde den.
Michaelstein
Michaelstein er et tidligere cistercienserkloster. Klostret blev grundlagt
i 1146 og fungerede som kloster, indtil den sidste abbed nedlagde sit
hverv i 1543.
Greverne i Blankenburg oprettede herefter en klosterskole, som stadig eksisterede
efter hertugerne af Brunswick overtog stedet. Der blev foretaget omfattende
byggearbejder på klostret i begyndelsen af det 18. århundrede og oprettet
et prædikantseminar, men efter den franske besættelse havde klostret
kun økonomiske funktioner.
I dag fungerer Kloster Michaelstein som museum og musikakademi for Sachsen-Anhalt.
Der afholdes især mange musikarrangementer.
Hotel, fiskeforretning og snackrestaurant
Lige ved siden af klostret finder du hotel Zum Klosterfischer,
som blev opført i 1720. Etablissementet har egne fiskedamme.
Du kan selvfølgelig bo på hotellet, som også har restaurant, men hotellet
driver samtidig en lille fiskeforretning/snackbar, hvor du kan
få dig et let måltid. F.eks. deres specialitet: Frisk grillet ørred.
Opdateret: 13-04-2021