Udgangspunkt: Linderhof
Parkeringsmulighed: P-plads vest for bækken
ved Linderhof.
Turens varighed: Ca. 5½ time uden pauser.
Turens længde: Ca. 9,3 km.
Sværhedsgrad: Middelsvær.
Højdemeter: ↗ 1121 m ↘ 563 m, og det samme
hjem naturligvis.
Højeste punkt: Efter ca. 6,1 km (1667 m), sydvest for
Hennenkopf.
Kort: F.eks. Kompass Wanderkarte nr. 05 Oberammergau
und Ammertal i målforhold 1 : 35.000.
GPX-fil: Turen til Pürschlinghaus
Højreklik
på linket og vælg "Gem link som...", så har du helt styr på, hvor filen gemmes på din
PC/Tablet (anbefales). Den gemte fil kan så f.eks. importeres til et program eller en
tjeneste, der kan læse gpx-filer.
Følg skiltet, der viser imod Brunnenkopf. Ikke ret langt fra
udgangspunktet passeres bækken. Følg skovvejen opad (vej 231)
indtil kort før sadlen mellem Dreisäulerkopt og Brunnenkopf.
Gå til højre ad højdevej 201 (skiltet mod Pürschlinghaus følges)
og nyd vejen, der går let op og ned langs sydkanten af Dreisäuler
Kopf, Hennenkopf og Laubeneck. Der er nogle enkelte steder, hvor
der fordres tritsikkerhed, ellers byder den ikke på særlige
udfordringer og vejen er meget afvekslende at gå på.
Efter at have nydt den pragtfulde udsigt ved Pürschlinghaus går
vi den samme vej tilbage til udgangspunktet. Hvis man ønsker at
komme tilbage til Linderhof uden svinkeærinder, så bør man holde
sig til den gamle skovvej og undgå forstvejene.
Du kan downloade gpx-filerne til andre ture, vi har beskrevet her nedenunder. Højreklik på den relevante fil i tabellen og gem den på din PC/tablet. Du kan så f.eks. uploade den til Google Maps og se hvordan ruten ser ud.
Notkar Spitze
Der er masser af muligheder for vandreture i området omkring Oberammergau.
Vi har bl.a. også gået en tur fra Ettaler Mühle over Notkar Spitze og
Ochsensitz og retur til Ettaler Mühle. Det er en tur, der en anelse
mere krævende end den ovenfor beskrevne, bl.a. fordi der skal
overvindes flere højdemeter.
Gå den i godt vejr, fordi man skal ned ad en noget stejl nordskråning
efter at have passeret Ochsensitz. Den rundtur tager ca. 5½ time.
Kofel
Kofelrundvejen må man næsten gå, hvis man har base i Oberammergau.
Vi boede på byens campingplads, da vi var der, og vi har naturligvis
også været oppe på Kofel, hvorfra der er en pragtfuld udsigt over
byen og dalen. En tur med udgangspunkt i byen over Kofel og ad
Königssteig til Kolbenalm og retur til byen tager ca. 4 timer.
Turen må betegnes som middelsvær mest på grund af det sidste
lille stykke op til toppen af Kofel, men den er på ingen måde
lige så anstrengende som Notkar-turen. Går man samme vej tilbage
efter at have været på Kofel, ja så tager turen kun ca. 1 3/4 time.
Ettaler Manndl
Denne tur går rundt om Ettaler Manndl og Soila See og varer kun
et par timer, idet man tager Laber-Bergbahn op til startstedet Laberjoch
(bjergstationen). Gå op ad Mandlweg forbi Manndlköpfe og til foden
af Ettaler Manndl (1636 m). Har du mod på at kravle op på toppen,
så skal du overvinde godt 100 højdemeter på en vandret strækning,
der er ca. 55 m lang. Hvis du kravler op, så vil det være klogt
at bære hjelm, for der kan falde en del sten ned undervejs. Du går
ca. 400 højdemeter op og 400 m ned på hele rundturen, som er ca. 4 km lang.
Slottet Linderhof blev til i årene 1869 - 1878. Navnet fik det
fra en ejendom, der hørte under klostret Ettal. I dag er kun det
gamle kapel tilbage af den ejendom. Linderhof er et eksempel på
den type lystslotte, som opstod i Frankrig i det 18. århundredede,
og senere blev opført mange andre steder i Europa. Interiøret er
en blanding af fransk og bayersk rokoko. Linderhof er dog ikke
blot en kopi af det franske forbillede, idet Ludwig II skabte
sin egen stil ved at udnytte optiske illusioner, hvor han f.eks,
ved hjælp af spejle fik rummene til at se større ud.
Parken er ikke mindre imponerende. Den centrale del er barokstil
og det omkringliggende har forbillede i den engelske landskabshave.
Såvel park som slot kan besøges. Du kan læse mere både om Ludwig
II, slottet og parken, åbningstider og priser
på Den Bayerske Slots- og Parkforvaltnings hjemmeside.
Benediktinerklostret Ettal er også et besøg værd. Man kan besøge klostret,
som har både bryggeri, destilleri og driver hotel. Desuden kan man købe
deres produkter på klostrets online shop. De er berømte for deres
likør.
Du kan læse om klostret her:
Kloster Ettal.
Oberammergau er kendt for sine passionsspil, som afholdes hvert
10. år. Spillene har sit udspring i 30-års krigen og pesten, som oveni
krigen ramte byen i årene 1632 - 1633, så en femtedel af byens
indbyggere døde af pest.
Den desperate befolkning lovede, at de hvert tiende år ville opføre
skuespil om påsken, hvis Gud sparede landsbyen, så ikke flere skulle
dø af pest.
I 1634 blev spillene så opført for første gang. I år 2020 er det 42. gang,
at spillene opføres.
De næste passionsspil opføres for 42. gang fra 16. maj til 4. oktober 2020.
Du kan læse mere her:
2020 Passionsspiele-Oberammergau.
Opdateret: 13-04-2021