Du kan zoome ind og ud på det lille kort med rullehjulet på musen og også trække for at ændre placering. Det samme kan du gøre i fuldskærmvisning.
Udgangspunkt: P-pladsen - se under parkeringsmulighed.
Parkeringsmulighed: Ca. 1 km nord for centrum af den lille by Weissenbach.
Kommer man ad vejen fra Ramsau, drejes til venstre ved kapellet i byen. Kør ind ad vejen ved
"Kneippanlage, Ahornsee" og følg vejen til P-pladsen.
Turens varighed: P-plads -
Gradenbachfall/Gradenbach-hütte: 3/4 time. Gradenbachhütte - Ahornsee: 2 timer. Retur: 2 timer.
Samlet gåtid uden pauser: 4 3/4 time.
Sværhedsgrad: Turen må betegnes som let, men den
er rimeligt fysisk anstrengende på strækket fra Gradenbachfall og op til søen. Alene på det stykke
overvindes næsten 600 højdemeter.
Højdemeter: Ud: ↗ 944 m ↘ 215 m | Hjem:
↘ 944
m ↗ 215 m.
Højeste punkt: Ahornsee, 1513 m.
Kort: F.eks. Freytag & Berndt 1:50.000 nr. 281
"Ausseer Land Dachstein Filzmoos-Ramsau".
GPX-fil: Turen til Ahornsee
Højreklik
på linket og vælg "Gem link som...", så har du helt styr på, hvor filen gemmes på din
PC/Tablet (anbefales). Den gemte fil kan så f.eks. importeres til et program eller en
tjeneste, der kan læse gpx-filer.
Fra parkeringspladsen går det let opad på bred skovvej til Gradenbach hytten og
vandfaldet, som ligger umiddelbart til venstre for hytten, - dog godt gemt i en slugt.
På dette første delstræk, som er kortere end 2 km, skal kun overvindes mindre end
100 højdemeter, så det er dejligt afslappende, - det værdsættes også, når man kommer ned
fra det noget mere anstrengende delstræk mellem Gradenbach hytten og Ahornsee.
Hele turen op til og retur fra Ahornsee forløber ad rute 668, som er godt markeret.
Vi gik turen den 27. juli 2001.
På opturen passerede vi faktisk Gradenbach vandfaldet uden at opdage det, men vi kiggede
nu heller ikke særlig grundigt efter. Til gengæld holdt vi os så en velfortjent pause,
da vi kom ned fra Ahornsee.
Det begynder virkelig at gå opad efter Gradenbachfall,
hvor ruten ligger langs bækken. Det er tæt nåleskov det meste af vejen, enkelte steder
passeres under kæmpemæssige udragende klipper, og nogle få steder undervejs er der nogle
virkelig betagende udsigter, - de bør nydes.
Efter ca. 2 timers anstrengelser kommer
så pludselig det betagende syn af søen. Ahornsee er blikstille og spejlblank. Det er bare
hele turen værd.
Det anbefales stærkt, at starte turen tidligt, så man kan nyde
sin frokost ved den fredfyldte Ahornsee. Vær opmærksom på, at der ikke er mulighed for
at købe forplejning undervejs, - det hele skal med i rygsækkene.
Man kan forlænge turen til den højere beliggende Grafenberger See (1647 m). I så fald skal
man regne med i alt 1 1/2 time ekstra gåtid. 3/4 time op til Grafenberger See og 1/2 time
retur til Ahornsee.
Der er mulighed for at lave en rundtur over Kufstein i forbindelse
med turen her. Det anbefales i så fald at gå turen den modsatte vej rundt med start i
Weissenbach. Fra Weissenbach gås ad vej 666 til denne støder sammen med 667. Herefter følges
vej 666/667, - og der hvor de deler sig, vælges den venstre (= 667), da den er lettere
(men også lidt længere). Vejene mødes igen ved Starnalm (eller Stornalm). Hertil er der
3 1/4 times gåtid.
Videre til Kufstein, - det tager 3/4 time, og herfra videre til
Ahornsee over Kufstein Scharte og Grafenbergalm (vej 667), hvilket tager mindst 2 1/2 time.
Samlet gåtid til Ahornsee er da: 6 1/2 time plus godt 2 timer til Weissenbach.
Altså i alt min. 8 1/2 time.
Den lange rundtur som beskrives ovenfor, kræver meget god kondition, og alene turen til
Kufstein og ned må i sig selv betegnes som middelsvær.
Endvidere frarådes rundturen,
hvis vejr- og sigtbarhedsforholdene ikke er gode, hvilket er nødvendigt for stykket over
Kufstein Scharte og ned til Grafenberg Alm.
Klik på et foto for at få vist en stor udgave.
Opdateret: 19-02-2023