Du kan zoome ind og ud på det lille kort med rullehjulet på musen og også trække for at ændre placering. Det samme kan du gøre i fuldskærmvisning.
Udgangspunkt: Nær Schwabenhaus -
se parkeringsmulighed.
Parkeringsmulighed: Vandrerparkeringsplads N47° 08.934'
E9° 45.372'.
Turens varighed: Opstigningen fra
udgangspunktet til Schillersattel tager ca. 2 timer, og videre derfra forbi
Kessi Loch og til selve Schillerkopf er der en god times vandring. Nedstigningen
til udgangspunktet tager næsten 2 timer. Samlet gåtid: Lidt i overkanten af 5 timer.
Tager man også en afstikker til Mondspitze fra Schillersattel, skal der lægges 1 ½ time
til gåtiden. Bemærk: Pauser er ikke indregnet i de angivne tider.
Turens længde: Ca. 12,4 km.
Sværhedsgrad: Turen må betegnes som middel til svær, og det er tilrådeligt
at have nogen øvelse i bjergvandring, og har man tendens til svimmelhed, - så lad
være at gå denne tur! Fra Kessi Loch og indtil toppen er turen visse steder noget
udsat. Umiddelbart før toppen er der et vanskeligt stykke, der er sikret med wire.
Pas på når det går ned igen, for stien er leret lige der. Stien videre ned er
uproblematisk bortset fra, at den er stejl, og at man går på skærver det første
stykke vej.
Højdemeter: Ud: ↗ 1454 m ↘ 1454 m
Højeste punkt: Schillerkopf, 2006 m og Mondspitze, 1967 m..
Kort: F.eks. Kompass Wanderkarte - K21 Feldkirch - Vaduz i målestoksforhold 1:50.000.
GPX-fil: Turen til Schillerkopf og Mondspitze
Højreklik på linket og vælg "Gem link som...", så har du helt styr på, hvor filen gemmes
på din PC/Tablet (anbefales). Den gemte fil kan så f.eks. importeres til et program eller en
tjeneste, der kan læse gpx-filer.
OBS!:Turen gik vi første gang helt tilbage i 1998, men vi var der igen i 2006.
På vej ned ad Tälisteig. Schillerkopf er den flade top. Billedet er fra 1998 (scannet). Set fra denne vinkel er det ikke så indlysende, hvorfor navneskiftet fra Kessikopf til Schillerkopf skete.
Her er det vist ret indlysende, hvorfor bjerget har fået sit navn. Man kan tydeligt se, at det er en ansigtsprofil
Fra vandreparkeringspladsen går man til venstre og efter nogle få minutters gang
kommer man til en vejviser, der står ved et vej-T, her drejes til højre og kort
efter til venstre ind på marken. Følg stien Schillerweg, der er afmærket med en
rød-hvid trekant.
Herefter går det op over marken imellem de græssende køer og op igennem skoven.
Furkla Höhenweg passeres på vejen op mod Schillersattel. Kort før det sidste
stejle stykke op mod Schillersattel deler stien sig i to. Tag den markerede sti
imod venstre.
Når man er nået op til Schillersattel kan man derfra tage en afstikker til højre
op til det 120 m højere beliggende Mondspitze. Ellers følges stien til venstre,
hvor man går langs den øvre kant af Kessi Loch. Hullet, der er ca. 250 m bredt og
200 m dybt, er opstået ved, at en gipsforekomst under den faste sten er blevet
udvasket. Bjerget hed tidligere Kessikopf , netop på grund af Kessi Loch. Senere
har det fået navneforandring til Schillerkopf på grund af sin ansigtslignende profil.
Få minutters gang fra toppen, hvor stien deler sig, er det sidste stykke op og
rundt om klippen til toppen leret og meget stejl, men stien er dér på et kort
stykke sikret med wire. Det passeres dog på få minutter. I klart vejr er der
udsigt til bjergtinder som Schesaplana mod syd, Zimba mod sydøst. Man kan se
ind i Klostertal og lidt længere mod nord er Rote Wand. Det er også muligt at
se Bodensee mod nord.
Få minutters gang fra toppen efter det lille stykke, som er sikret med wire,
deler stien sig. Her vælges nu den venstre gren, som er nem at gå ned ad,
bortset fra at man nemt kan rutsche på skærverne. Furkla Höhen-weg passeres
igen som på vejen op, dog lidt længere mod syd denne gang. Stien munder ud i
Alte Stattweg og senere i Schillerweg, som kendes fra turen op.
På bakken lige ovenfor parkeringspladsen er der indrettet grillplads, så hvis
man vil afslutte dagen med et grillmåltid, så er det altså sagen her.
Hvis ikke man vil køre helt op til Tschengla eller ikke er i bil, så kan man alternativt tage Einhornbahn I op, idet bjergstationen ligger ret tæt på udgangspunktet for turen. Der er gode parkeringsmuligheder ved dalstationen i Bürserberg, og der er busholdeplads lige ved stationen.
Opdateret: 19-02-2023