Du kan zoome ind og ud på det lille kort med rullehjulet på musen og også trække for at ændre placering. Det samme kan du gøre i fuldskærmvisning.
Udgangspunkt: P-plads (1585 m).
Parkeringsmulighed: P-plads for enden af Tauplitzalm Mautstrasse.
Turens varighed: I alt ca. 2 ½ time. P-plads - Lawinenstein 1 ½ time; retur
ca. 1 time. Pauser er ikke indregnet.
Turens længde: Ca. 6,6 km.
Sværhedsgrad: Let - alle kan være med, bare man har en nogenlunde god
kondition. Ingen udsatte steder undervejs.
Højdemeter: Ud: ↗ 382 m ↘ 28 m | Hjem: ↗ 28 m ↘ 382 m
Højeste punkt: Lawinenstein 1965 m.
Kort: F.eks. Freytag & Berndt nr. WK 082 (1 : 50.000).
GPX-fil: Turen til Lawinenstein
Højreklik på linket og vælg "Gem link som...", så har du helt styr på, hvor filen gemmes
på din PC/Tablet (anbefales). Den gemte fil kan så f.eks. importeres til et program eller en
tjeneste, der kan læse gpx-filer.
OBS!:Turen er fra sommeren 1999.
Du når udgangspunktet via byen Bad Mitterndorf, som er udgangspunkt for
Tauplitz-Alpenstrasse, en såkaldt Mautstrasse (gebyrpligtig vej). Gebyret er beskedent,
og du kan få rabatkort, hvis du vil derop flere gange indenfor en 14-dages periode.
Fra udgangspunktet går man på almindelig kørevej mod nord til
Hollhaus, som nås efter ganske få minutter.
Her drejes til venstre (mod vest), og derefter går man fra Lawinenstein skiliftens
dalstation opad på vandresti nr. 274 til bjergstationen (ved Kriemandl), som nås
efter en god ½ time. Stoleliften krydses undervejs (ca. halvvejs oppe), og det er her,
at det stejleste stykke på turen er, men det er kun omkring 200 m. Det skal lige
indskydes, at liften kun er i drift om vinteren.
Fra Kriemandl går det videre i jævnt terræn over grønne enge til nok en skilift,
- nyd de mange blomster heroppe. Fra skifliften går det igen opad det sidste stykke
til Lawinenstein.
Udsigten heroppe kan ikke beskrives fyldestgørende, - den skal simpelt hen ses.
Efter sigende er det en af de kønneste i Salzkammergut, men der er jo nogle stykker,
- flot er der i hvert fald. Det er en tur, vi gerne går igen en anden gang.
Tilbageturen foregår ad samme vej - evt. ned ad skibakken, idet vi dog ikke er sikre på,
at det er anbefalelsesværdigt dels af hensyn til dig selv (mere trættende) dels fordi
der er større risiko for, at du ødelægger terrænet.
Tag evt. en afstikker til Grosssee ved foden af Schneiderkogel. Der kan bades ved
nordbredden.
Eller tag en 4 ½ times (let) vandretur til Schwarzensee over Steirersee og Grosssee.
Udgangspunktet er det samme, som for den vandretur vi har beskrevet her.
Ønsker man ikke at køre op til Tauplitzalm, kan det også lade sig gøre at komme
derop via stoleliften fra byen Tauplitz. Liften er i drift fra juni til september.
Her kan du få mere information om Tauplitz.
Der er både sommer- og vintersider om Tauplitz med rigtig mange flotte fotos.
Vejrkamerabilleder. Forslag til vandreture i området. Siderne findes både på
engelsk og tysk, men det er på de tyske sider, du skal finde nyhederne.
Her kan du se, hvor der er muligheder for indkvartering
på Tauplitzalm.
Hollhaus, som vi passerede på denne tur,
er f.eks. en af mulighederne. Flotte sommer- og vinterbilleder.
Opdateret: 19-02-2023