Forbundslandet Steiermark

Camping Gößl am Grundlsee

Da vi besøgte den lille landsby Gößl tilbage i 1999, var der faktisk hele 2 campingpladser (Camping Gößl og Camping Veit). I dag 2018 er der så vidt redaktøren kan se kun Camping Gößl am Grundlsee tilbage, som stadig drives af Fam. Bischof.

Det er kun muligt at komme til pladsen gennem Bad Aussee eller lige øst om Bad Aussee. Det kan afskrække nogle fra, at vælge denne plads, fordi man hver gang, man skal nogen steder, så er nødt til at køre den samme 10 km lange tur frem og tilbage. På den anden side finder man næppe en mere rolige campingplads, - de, der lige kom forbi, findes simpelt hen ikke her.

Camping Gößl (Camping Bischof), som vi boede på, kunne man dengang kun komme til ved at køre igennem Camping Veit, og for folk, som ikke kendte stedet, var det umuligt at se, at der reelt var tale om to forskellige pladser.

Redaktøren har beskrevet flere vandreture i den nordlige del af Salzkammergut

Camping Gößl am Grundlsee
Camping Gößl am Grundlsee. Foto fra 1999.

Campingpladsens egen hjemmeside: Camping Gößl am Grundlsee
GPS-koordinater: N47° 38.281' E13° 54.245'



Freizeitpark "Ramsau Beach"

Denne skønne plads ligger i 1160 m højde lige syd for Dachstein massivet. Det er ikke så mange pladser - faktisk kun 38 i alt - men hvilke pladser! Der er 16 fastliggerpladser.

Gæstehuset (åbent 9 - 24), som fungerer som reception, pub og café, stod færdigt i år 2000 og er bygget i canadisk blokhusstil. Huset indeholder tillige de sanitære installationer til campinggæsterne. En 6000 m2 stor badesø ligger til fri afbenyttelse for gæsterne, og der tilbydes forskellige aktiviteter bl.a. bjergture med fører.

Find selv flere oplysninger på campingpladsens egen hjemmeside, som redaktøren har linket til.

Vi har beskrevet flere vandreture i Dachstein - Tauern området andetsteds på Vandreturen.

Freizeitpark 'Ramsau Beach'
Freizeitpark "Ramsau Beach". Foto fra 2001.

Campingpladsens egen hjemmeside: Freizeitpark "Ramsau Beach"
GPS-koordinater: N47° 25.445' E13° 37.433'



Forbundslandet Vorarlberg

Waldcamping Feldkirch

Kombinerer man camping og vandreture er "Waldcamping Feldkirch" et godt udgangspunkt for ture i Vorarlberg, Schweiz og Liechtenstein.

Pladsen er 3 hektar stor, og der er 128 pladser hvoraf halvdelen er fastliggerpladser. De enkelte pladser varierer i størrelse mellem 80 og 130 m². En del af pladsen er indrettet på en tidligere sportsplads og selv om navnet antyder, at pladsen er beliggende i skov er det muligt at få en plads uden at skulle placere telt eller campingvogn under træer.

Der er gode sanitære forhold og gratis adgang for campisterne til et meget stort og velbesøgt friluftsbad, som ligger i forbindelse med pladsen. Pladsen ligger i byen Gisingen, der faktisk hænger sammen med Feldkirch. Der er kun få kilometer til grænsen til både Schweiz og Liechtenstein.

Redaktøren har beskrevet nogle vandreture i Vorarlberg andetsteds på Vandreturen.

Waldcamping Feldkirch
Waldcamping Feldkirch.

Campingpladsens egen hjemmeside: Waldcamping Feldkirch
GPS-koordinater: N47° 15.494' E9° 34.993'


Alpencamping Nenzing

En anden god base i det samme område i Vorarlberg er "Alpencamping Nenzing". Der er 160 turpladser og kun få fastliggere. Pladsen er terrasseopbygget, og der er flot udsigt til de omkringliggende bjerge fra de fleste pladser.

De sanitære forhold er forbilledlige. Pladsen har også egen restaurant "Garfrenga Stuba" og en lille svømmepøl. Pladsen er velbesøgt, og hvis man vil være sikker på at kunne få plads i højsæsonen, er det nødvendigt at foretage reservation (4-6 måneder i forvejen).

Det er også en relativt dyr campingplads. Til prisen skal lægges skat, strøm, affaldsgebyr og tillæg for højsæson. Hvis man vil have en af komfortpladserne, så koster det også ekstra. For ikke komfortpladser må man i øvrigt leve med, at man sjældent kan parkere sin bil inde på pladsen, der er nemlig alt for få parkeringspladser, og det er forbudt at parkere biler på terrasserne.

Der er et omfattende aktivitetsprogram for både børn og voksne, der skifter ugentligt. Programmet omfatter bl.a. vandreture med fører. Disse aktiviteter skal der naturligvis betales for særskilt!

Alpencamping Nenzing
Alpencamping Nenzing. Foto vist nok fra en gang 1990'erne.

Campingpladsens egen hjemmeside: Alpencamping Nenzing
GPS-koordinater: N47° 10.968' E9° 40.934'


Panorama Camping Sonnenberg
Panorama Camping Sonnenberg.

Panorama Camping Sonnenberg

Panorama Camping Sonnenberg er bare en dejlig plads med 120 turpladser. Det bliver ikke meget bedre nogen andre steder. Der er en formidabel udsigt fra de fleste pladser - dvs. bjerge hele vejen rundt.

Værterne er meget venlige, hjælpsomme og imødekommende.

Der arrangeres vandreture med fører flere gange om ugen i højsæsonen.

Campingpladsens egen hjemmeside: Panorama Camping Sonnenberg
GPS-koordinater: N47° 10.194' E9° 48.473'


Opdateret: 17-10-2021